





Theatre in Movement
– People and Puppets on Stage
21. september 2013 - 5. januar 2014
… om mennesker, dukker, historier, teater, at rejse, havene, skyerne og øjne som ser.
Tilmelding af børnegrupper - Klik her
Sanseudstilling med Forman Brothers
Forman Brothers Theatre fra Prag står i år bag en stor sanseudstilling på KunstCentret Silkeborg Bad. Det sker i et samarbejde med den internationale dukketesterfestival i Silkeborg, Festival of Wonder.
Matěj Forman og hans kolleger inviterer publikum på en rejse bagom scenen i teatrets verden. Kunstnerne viser, hvordan der arbejdes med fantasien og fortællingen. Nogle af de rumlige elementer i teaterscenografien bygges op, så de har en interaktiv form.
Publikum oplever, hvordan der er en evig foranderlighed på spil, når et teater er på rejse og udvikles i dialog med steder og mennesker, hvor de kommer frem. Ud over Matěj Forman medvirker blandt andre kunstnerne Pavel Macek, Stáňa Stuchlá, Josef Sodomka, Irena Vodáková og Bärbel Haage.
For alle
KunstCentrets tradition for at vise sanseudstillinger får nu for første gang et internationalt niveau. Udstillingen vil være interessant for et bredt publikum af børn, voksne, professionelle og almindeligt interesserede udstillingsgæster. Publikum får et unikt indblik i en verden, der ellers kun udfolder sig på scenen. Det er et møde mellem billedkunstens verden og den performative kunstart, der normalt udfolder sig i specifikke rum, når forestillingen kører.
For det danske publikum er dette en unik lejlighed til et møde med Forman Brothers Theatre og den praksis, som de har bygget op i et internationalt miljø. Udstillingen består af nogle af de elementer, kunstnerne anvender i det rejsende teater: kulisser og dele af scenografier, der kommer til at fungere som billedkunstneriske installationer.
Stemningen
Matěj Forman og hans kolleger skaber en eventyrlig stemning, hvor publikum går på opdagelse. Adskillige steder vil man finde interaktive elementer, hvor publikum kan spille med. Med disse ord inviterer Forman publikum med på opdagelse:
”Har du nogensinde mærket duften af fjerne steder, eksotiske krydderier og en hjerteligt hjemmelavet suppe? Har du nogensinde prøvet at gå om bag scenen i den billige kabaret eller ved et freak show? Kunne du tænke dig at høre mågernes skrig om bord på båden “Secret", brølene fra lidende Circusdyr eller den stille gråd over Big Heads ødelagte stol? Eller vil du foretrække at vandre i en mørk og dyb skov, hvor du kan møde "Rusalka", den sky kanin eller uhyret?
Har du nogensinde sovet i et bistade af træ, som kan huske historier? Og vil du gerne høre græsset gro? Er du tiltrukket af ekspeditionshistorier, fuld af mod og mirakler, du kan lave med dine egne hænder? Har du sejlet på havet fuld af hajer, havtasker, pelikanånd og alle mulige havdyr? Tror du på kærlighedens kraft? Har du oplevet sandt venskab, musikkens eksistentielle opløftelse eller den ubærlige lethed ved at være til?
Er du nogensinde gået igennem et raritetskabinet? Nyder du at blive bange, at lege, at grine, at undre dig eller lære helt unyttige ting? I så fald, gå ikke glip af muligheden for at besøge Forman Brothers Theater og deres venners nomadiske udstilling af, hvem der lige kommer forbi. Kom og oplev fortællingen om et teaterkompagni på hjul, en fortælling om mennesker som lever og arbejder undervejs og ingen steder er helt hjemme. Kom og hør, se, duft og rør… snart letter vi igen anker og sejler videre.”
Indblik i forestillinger
I udstillingen vil man blandt andet møde elementer fra forestillingerne ”La Baraque – Bouda”, ”Obludarium”, ”Kráskazvire” (Operaen Skønheden og udyret), musicallen ”A Walk Worthwhile”, ”Čarokraj” (opera), ”Rusalka”, ”Klokkeren fra Notre Dame”, ”Wedding Shirt”, ”Sedlák, Čert a Bába” (dukketeater), ”The Boat”, ”Purple Sails”, få indblik i livet på rejse med campingvogne og blive mødt af elementer fra freak shows & klassisk circus- og markedspladsliv som Forman Brothers Theatre har været involveret i, ofte i samarbejde med andre.
FAKTA
Værksted og særlige åbningstider for børn
Udstillingen er åben for alle i de normale åbningstider i hele udstillingsperioden. Der vil i lighed med tidligere være tilhørende værksted, hvor børn selv kan udfolde sig. På KunstCentrets hjemmeside kan man finde information om tilmelding af børnegrupper, modtageforhold og særlige udvidede åbningstider for børnegrupper. Læs mere
Festival of Wonder
Afholdes i dagene 7.-10. november 2013. Festivalen byder også i år på en lang række internationale forestillinger. Programmet udkommer 16. august 2013. Følg med på www.festivalofwonder.dk. I forbindelse med festivalen arrangeres forskellige workshops for professionelle, herunder vil Matěj Forman afholde workshops i udstillingen på KunstCentret. Tilmelding via www.Silkeborgbilletten.dk fra 19. august 2013.
Workshop med Matej Forman for professionelle billedkunstnere
Mandag den 11. november 2013 kl. 11-16 Se mere
Tak til
Statens Kunstråd støtter udstillingen Theatre in Movement - People and Puppets on Stage. Region Midtjylland støtter parallelt særlige workshops for det professionelle, regionale, nationale og internationale teatermiljø. Forman Brødrene har tidligere vist en lignede interaktiv udstilling i Západočeské Museum i Plzen, Tjekkiet, i samarbejde med Theatre Alfa Pilsen.
Udstillingen “Theatre in Movement – People and Puppets on Stage”
kan opleves på KunstCentret Silkeborg Bad i perioden 21. september 2013 - 5. januar 2014