New and tradition


24. august – 1. december 2013

Litauiske skulpturer

Overraskende, finurlige, tankevækkende , fabulerende skulpturer fra Litauen kommer til Silkeborg i udstillingen NEW AND TRADITION. Ni nutidige litauiske kunstnere viser skulpturer sammen med udvalgte masker af den modernistiske kunstner Antanas Moncy.

Udstillingen har fokus på spændingsforholdet mellem traditionen og nutiden, og mellem generationerne i nyere litauisk skulpturkunst. 

Samtid og tradition

Tre generationer af kunstnere repræsenteret på udstillingen. Traditionen kommer i høj grad til udtryk i kunstnernes brug af materialer, mens selve udtrykket og emnefeltet hos den yngre generation er internationalt orienteret.

NEW AND TRADITION omfatter værker af i alt ti billedhuggere fra Litauen, repræsenteret med i alt 26 værker, skabt indenfor det seneste årti. Den afdøde kunstner Antanas Moncys (1921-1993) står i litauisk billedhuggerkunst som en modernismefigur som eftertidens kunstnergenerationer forholder sig til, dog uden at kopiere. Han blev i 2006 præsenteret på KunstCentret Silkeborg Bad med store træskulpturer, udlånt fra Antanas Moncys Museet i Palanga, men vil denne gang i stedet være repræsenteret i udstillingen med udvalgte masker fra museet.

De øvrige kunstnere på udstillingen er den unge generation af litauiske kunstnere. Dog tilhører Petras Mazuras (f. 1949) den modne generation og han underviser på kunstakademiet i Vilnius. De fleste af udstillingens øvrige otte kunstnere har gået hos ham i deres akademitid. Flere af dem har også tilbragt en del af deres studieår på akademier i udlandet. De øvrige kunstnere er Mindaugas Tendziagolskis (f. 1977), Marius Zavadskis (f. 1979), Marius Skudzinskas (f. 1977), Andrius Petkus (f. 1976), Algis Kasparavicius (f. 1975), Rimantas Milkintas (f. 1977), Andrius Erminas (f. 1971) og Nerijus Erminas (f. 1976).

Et åbent snit i nutiden

Remigijus Venckus, som er docent ved Vytautas Magnus Universitet i Vilnius, skriver katalogteksten til udstillingen. Her sætter han de repræsenterede kunstneres praksis ind i en teoretisk forståelsesramme. Han skriver bl.a.:

„Skulptur er et æstetisk eventyr, brugen af skulptur som et ironisk underholdende udsagn, tingenes relevans – alt dette har indflydelse på det felt og rum hvori skulpturen rejses, og opmuntrer til at gen-tænke det. En skulptur kan behandles som et uventet åbent snit i nutiden, der viser noget rent og unikt i forhold til den, som et fossil gør det. At åbne den rene form er at søge det perfekte kunstneriske sprog.“

Kataloget udkommer nogle uger efter udstillingens åbning af hensyn til fotograferingen af de installerede værker. Det er muligt at skrive sig op til et eksemplar.

Dansk-litauisk samarbejde

Den litauiske kunstner Rimantas Milkintas, der også er repræsenteret på udstillingen, er kunstnerisk kurator for udstillingen. Udstillingen arrangeres i et samarbejde mellem Antanas Moncys Museet i Palanga ved leder Loreta Turauskaite, Litauen, og KunstCentret Silkeborg Bad ved direktør Iben From.

Udstillingen NEW AND TRADITION kan opleves på KunstCentret Silkeborg Bad i perioden 24. august – 1. december 2013. Enkelte skulpturer udstilles i skulpturparken.