Back is Forward - Frode Steinicke

Back is Forward - Frode Steinicke

24. april - 15. august 2010

Gå på opdagelse i Frode Steinickes abstrakte skulpturelle univers

Billedhuggeren Frode Steinicke (f. 1953) har i mange år arbejdet med den nonfigurative skulptur. I udstillingen ”Back is forward” kan man opleve en række af Steinickes modeller og skulpturer i sammenhæng. Frode Steinicke har udført mange markante udsmykninger, senest den monumentale bronzeskulptur ”High Five” på Norups Plads i Silkeborg.

Afsøgning af form og rum

Frode Steinicke startede som maler men gik hurtigt over til at arbejde som billedhugger. Hans skulpturer er nonfigurative, og handler derfor ikke om andet end sig selv og selve det at være skulptur. Skulpturerne opstår af Steinickes interesse for det at se. Han interesserer sig for formerne og linjernes vekslen med baggrunden, luften og rummet. Den rumlige og formmæssige afsøgning finder ofte sted som systematiske eksperimenter over en gennemgående skulpturel grundform. Det er ofte de skulpturer, som allerede er skabt, der fører Steinicke videre og inspirerer ham. Steinickes tilbagevenden til tidligere værker fører på denne måde frem til nye udfordringer og ideer. Med Steinickes egne ord: ”Skulptur kommer af skulptur”.

Ser tilbage for at se frem

Udstillingens titel referer til Frode Steinickes arbejdsmetode, men også til selve måden, udstillingen er opbygget. Her blandes nyere arbejder med ældre, og udstillingen viser på den måde et forløb, hvor den ene skulptur fører den næste med sig. Udstillingen fungerer som en rejse gennem et tidsforløb. Rejsen er ikke et tilbageblik på en fremadskridende proces. Det er en rejse på kryds og tværs i tid og rum og i den tid, hvor tingene blev til. Samtidig refererer titlen til, at man som kunstner arbejder i forlængelse af en tradition, hvor man på sin vis går tilbage i kunsthistorien og ’står på skuldrene’ af tidligere kunstnere.

Kunst for kunstens skyld

Frode Steinickes nonfigurative abstrakte kunst har rødder i konstruktivismen, som opstod i starten af det 20. århundrede. Her skulle kunsten fremtræde på egne præmisser og forsøge at udelukke illusioner. Der er tale om kunst for kunstens egen skyld. Kunsten skulle kun handle om sig selv og undgå referencer til omverdenen. Steinickes skulpturer ligger i forlængelse af denne kunstforståelse. Der er ingen overflødige detaljer, og intet peger ud over skulpturerne.

Flere af udstillingens værker er udlånt af private og andre. Favrskov Kommune har udlånt en stor skulptur som til daglig udsmykker kulturhuset InSide i Hammel, og Jyske Bank har udlånt modellen til skulpturen på Norups Plads i Silkeborg.

Katalog

Der er til udstillingen udgivet et illustreret katalog på 40 sider med tekster af Anne Mette Svenningsen, Uwe Max Jensen og Frode Steinicke. Kataloget kan købes i KunstCentrets butik for 30 kr.