2008
12. januar – 17. februar 2008
Snedkernes Efterårsudstilling: Efterårets snedkerudstilling - et møbel til din alderdom
Udfordringen fra SE var i 2007 hvordan møbler kan tænkes designmæssigt spændende, når vi bliver ældre. Og hvornår gør man egentlig det? SE har lange traditioner for at synliggøre innovation på snedkerområdet. Denne gang er også gæster fra Sverige og Finland inviteret. Det er første gang vi lægger hus til et samarbejde med SE, og vi håber publikum tager godt imod initiativet.
12. januar – 24. marts 2008
Det Evige Nu
Billedskønne fotografiske landskabstolkninger, skulpturelle væsener og rum. Billedhuggeren Eli Benveniste (f. 1961) og fotografen Kirsten Klein (f. 1945) arbejder begge med subtile iagttagelser af natur, mennesker og livets spor. Derfor er dialogen mellem deres værker interessant. Udstillingen er produceret i samarbejde med Sophienholm.
12. januar – 18. maj 2008
SIDESHOW
En humoristisk udstilling med de unge kunstnere Charlotte Bergmann Johansen (f. 1970), Christina Hamre (f. 1974), Annesofie Sandal (f. 1977) og Nanna Starck (f. 1976), der alle har taget afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i de senere år. Publikum er inviteret ind i en blanding af illusion og virkelighed. Gøgleri, absurditet og eventyrlig middelalder bryder i denne verden realiteternes lov og orden.
23. februar – 18. maj 2008
Grafikdialog
En familie har samlet. Men hvordan? Se udvalgt grafik fra fotograf Thomas Pedersens (1900-1975) studiesamling overfor grafiske værker fra fotograf Poul Pedersen (f. 1928) og hustrus samling.
15. marts – 22. juni 2008
Allan Schmidt
Schmidt (1923-1989) opholdt sig som flere jævnaldrende af dansk modernismes kunstnere i årevis i Frankrig i 1950- og 1960'erne, og fik der den bedste kunstneriske skoling i et internationalt miljø. Han var et mangesidigt talent, der skabte både maleri, grafik, skulptur og keramik. Med udstillingen og en publikation om kunstneren vil vi gerne medvirke til at synliggøre Allan Schmidts indsats i nyere dansk kunsthistorie. Vises senere på Rønnebæksholm. Kurator: Hanne Pedersen.
5. april – 1. juni 2008
Hul til hovedet
Sanseudstilling for børn, skabt af multikunstneren Carl Quist Møller (f. 1964). Fantasien er i fokus i denne udstilling, der opfordrer til børnenes egen deltagelse. Ved hjælp af forskellige roller bevæger man sig fysisk og mentalt rundt inde i billedets og eventyrets verden. Målgruppen er børn og familier.
14. juni – 28. september 2008
Call it what you like!
COLLECTION RIK REINKING
Publikum kan her se frem til stærke værker og udtryk, hvor kunstnerne via humor og kraftfulde farver forsøger at sprænge forestillinger om kunst. Dette er alle tiders mulighed for at få et indblik i centrale sider af samtidskunsten. Inspirationen kommer bl.a. fra 60'ernes og 70'ernes konceptkunst, minimalisme og popkunst. Udstillingen er tilrettelagt, så den viser forbindelseslinier mellem disse inspirationskilder og de helt nutidige værker, specielt street art. De i alt godt 30 repræsenterede udenlandske kunstnere er alle internationalt anerkendte. Værkerne udstilles indendørs i 1200 m2 samt i parkområdet. Udstillingen er blevet til samarbejde med den unge tyske storsamler Rik Reinking, der med lidenskab og intensitet efterhånden har opbygget en betydelig, internationalt orienteret samling.
5. juli – 21. september 2008
Hvad skete de første ti år?
Et tilbageblik på KunstCentret Silkeborg Bad i perioden 1998-2008. Nogle gæster vil ihukomme personligt gode oplevelser og møder med kunst fra ind- og udland, nye gæster vil få indtryk af mangfoldigheden i stedets aktiviteter. Udstillingen består af dokumentarisk materiale.
4. oktober 2008 – 4. januar 2009
Det strukturerede rum - Spindelvæv i septembergræs
Billedhugger og grafiker Lis Nogel (f. 1945) afsøger naturens mønstre - primært spiralen, bevægelser og naturlige lysfænomener. Den menneskeskabte labyrint er også i søgelyset. Hun omsætter disse undersøgelser til tegning, skulptur og relief, i dialog med rummene i KunstCentrets Skovvilla.
11. oktober 2008 – 11. januar 2009
Emigranter fra Mexico Majs, chili og sisal
Den mexicanske billedhugger Diana Mendieta (f. 1963) udtrykker med sine små skulpturer noget om afhængighed - på godt og ondt - af livsvilkår og kulturhistorie. Hendes materialevalg og motiver afspejler dette tema. Mendietas menneskefigurer rummer ofte deres egen fine og sarte skønhed.
11. oktober 2008 – 11. januar 2009
To Mennesker Mødes
Kendte værker fra kunstens historie - af Rembrandt, Picasso mfl. - og nulevende kunstnere har fokus på det menneskelige møde. De yngre kunstnere har arbejdet med parafraser over de ældres stærke motiver. De har taget livtag med deres kolleger i kunsthistorien, vist respekt og taget afstand. Se værker af Jørgen Steinicke (f. 1949), Carsten Frank (f. 1954), Karen T. Christensen (f. 1967) og Bjørn Eriksen (f. 1957), der har spurgt sig selv om, hvad man kan i dag som kunstner, og diskuteret det med kolleger og bl.a. kunsthistoriker Leo Tandrup.
11. oktober 2008 – 4. januar 2009
DETTE ER IKKE KØD – KUN RUM
Kunstneren Espen Brandt-Møller (f. 1969) er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi. Med en enkel, konsekvent, følsom og humoristisk udstilling kredser han om modsætninger og yderpunkter i konkrete og mentale oplevelser af rum.