SOFASTYKKER
Uddrag af katalogartiklen Kunst, Hverdag og Virkelighed af Louise Mazanti, Ph. D. i kunsthåndværksteori, lektor ved Danmarks Designskole
Kunst, Hverdag og Virkelighed
"SOFASTYKKET udgør et ualmindeligt godt udgangspunkt for en udstilling, fordi det er en objekt kategori, der er så ladet med betydninger. Oprindeligt var sofastykket en populær genrebetegnelse for et maleri, der skulle smykke hæderspladsen over familiens sofa. Motivet var ofte forbundet med noget storslået og nationalt, såsom 'søstykket' med den danske flåde i oprørte bølger eller 'kronhjorten', stolt knejsende i den danske bøgeskov. Begge dele var noget, det spirende borgerskab kunne identificere sig med; det var symbolet på storhed, stolthed og national identitet. Sofastykket var med andre ord her, familiens værdier blev stillet til skue for hjemmets gæster, og derfor var dets position så central.
For eftertiden er sofastykket blevet en af billedkunstens mest forkætrede katagorier. Kronhjorten er eksempelvis et næsten udslidt ikon over dårlig smag; et rendyrket eksempel på et kitschobjekt. Positionen hænger sammen med, at sofastykket netop var et populært salgsmaleri. Der var ofte tale om billige reproduktioner, der mimede en kunstnerisk værdi og social position, der i virkeligheden viste sig at være et ganske afslørende småborgeligt kendetegn.
I den modernistiske kunstopfattelse der stadig i høj grad er afgørende i den almindelige kunstforståelse, er sofastykket derfor blevet en 'uren' kategori, der ikke er 'rigtig' kunst, men opfattes som uoriginalt og underlødigt. Blot tilknytningen til hjemmet og populariteten hos den brede befolkning er to ting, der har fastholdt sofastykket i en position af uafrystelig småborgerlighed.
Man skulle derfor tro, at sofastykket var det dårligst tænkelig udgangspunkt for en udstilling med nutidig kunst og kunsthåndværk. Men tværtimod - det modsatte er i virkeligheden tilfældet. På den nutidige kunstscene er betydningsladede objektkategorier som sofastykket særligt interessante. I samtiden kan man iagttage en tendens til en opløsning af kunstens genrehierarki. Der er en stærk interesse for at nedbryde vante forestillinger og arbejde med kunstneriske udtryk, der forener vidt forskellige traditioner, materialer, formtyper og funktioner.
Her er sofastykket en kategori, der rummer interessante perspektiver, fordi det netop er 'forkert'. Det kommer fra billedkunstens miskrediterede randområde, og præcis den position rummer i virkeligheden nogle muligheder for at bringe helt nye kunstneriske udtryk frem.
Samtidig er det vigtigt at lægge mærke til, at en stor del af udstillingens værker taget udgangspunkt i glas, keramik og tekstil. Alt sammen er det materialer og udtryksformer, der traditionel katagoriseres som kunsthåndværk og altså igen som noget, der befinder sig i billedkunstens randområde. [....]
Ved at arbejde udfra en så let genkendelig platform som objektkategorien 'en sofa', fastholder de udstillede værker beskueren i et tableau, der har med hjemmet at gøre, og altså med et modsatte af den kunstneriske oplevelse, der normalt forbindes med et neutralt udstillingsrum. Det betyder, at beskueren på forhånd kan identificere sig med værkerne og kan opleve dem som genstande, der potentielt har noget at gøre med ens eget hverdagsliv. Dermed opstår muligheden for at man kan opleve værkerne udfra en anden forventningshorisont end den traditionelt billedkunstneriske. [....]
Et sofastykke forudsætter at nogen vælger det og anbringer det i hjemmet; i sit eget personlige rum. Sofastykket bliver med andre ord først et sofastykke, når det går i dialog med nogen. Her er der sltså lagt op til en kunstoplevelse, der ikke kun foregår i et neutralt udstillingsrum, men som spørger til kunstnens position og rolle, i den hverdag og virkelighed, der omgiver os."
Idéen til udstillingen opstod hos væver Gudrun Pagter en dag, hvor hun sad og kiggede på en rest på væven. Denne rest havde en smal og aflang facon - ca. 20 cm. høj og 3 m. bred. Tanken opstod, at der her var tale om et 'rigtigt sofastykke', og dermed var idéen til udstillingen født.
I de følgende par år fandt Gudrun Pagter, der også er udstillingens kurator, frem til udstillingens øvrige kunstnere. De blev hver især bedt om at give deres bud på 'et sofastykke', og gerne et anderledes, sjovt og spektakulært bud.
Resultatet kan ses på udstillingen, der vises til og med 20. maj 2007.
Om sit værk: To ruller tapet til kvindernes årtusind: Den digitaliserede, billedbehandlede og farvesatte mand siger Lise Frølund:
"Sidste århundrede har været mændenes, synes jeg, her i vesten i alle tilfælde. Forstået sådan, at traditionelle mandlige værdier var i høj kurs: Udadvendthed, udearbejde, ud i verden. Fysisk styrke. Arbejdskarrierer. Mål. Sved. Kamp. Kvinder har skullet, eller har selv valgt, at gå i mændenes fodspor. På det ydre plan er det synligt: Uniformen på et kontor er jakkesæt, på den fysiske arbejdsplads kedeldragt eller arbejdsbukser og jakke.
Nu er det mændenes tur til at gå i kvindernes spor: Manden vælger eller skal lægge vægt på ydre skønhed. Kroppen skal plejes, formes, udsmykkes, dufte godt. Manden er det passive seksualobjekt. Han er blød, stiller sig til skue, lige til at tage.
Det er kvindens sofa, som står under. Den er let og feminin som hun. Hun smykker sin væg med sit trofæ - ikke de udstoppede, nedskudte dyr og opsatser, som manden i det forrige århundrede, men med de smukke nedlagte mænd."
Sofaen, der ses nederst i billedet, er designet og skabt af Ulf Frølund og Andreas Jørgensen af plastic og luft.
Lisbeth Friis' værk Dans på roser rummer bl.a. udsagn som: "Rengøringshjælp er guld værd", "Jeg har succes", "Vi har smukke børn" og "Jeg har vildt travlt". Om værket siger Lisbeth Friis:
"Mine sofastykker er en fortolkning af de gamle broderede stykker, der hang og stadig hænger i hjemmene, hvor der står broderet f.eks "Thi for Herren...." eller "Vejen til et godt liv går gennem hårdt arbejde" - nogle sofastykker, der fortalte om hjemmet; at her var et ordentligt hjem, der troede på gud og hårdt arbejde.
Mine moderne sofastykker viser, hvordan man i dag gerne vil ses, og hvad man beskæftiger sig med.
Mønstrene henviser til kvindeuniverset; gamle forklæder, køkkengardiner m.v."
