Borgny Svalastog

Udstillingen, der i sig selv er som en rejse via flere stationer, bæres på det ydre plan af en række temaer. For eksempel kortet som vejleder mennesket i geografien, men samtidig er en notat om de ting der har fundet sted, spor af begivenheder og beslutninger. Eller stigen, der omvendt indikerer en vertikal bevægelse, det at flytte sig op eller ned gennem niveauer eller sfærer. Der er andre temaer og symbolske referencer såsom porte, perler, fisk og vand. Men der ikke alene tale om kristne referencer, eksempelvis hidrører fuglesværmen, et billede på vejen til det guddommelige, fra islamisk tradition. Og pilgrimsvejen kunne vedrøre et hvilket som helst religiøst menneske.

Kunstneren trækker et stort spektrum ind i totalinstallationen ved at anvende objekter som kendes fra den personlige hverdag i nogle værker og i andre at knytte an til højtidelighed og ceremoni. I den ene ende findes f.eks. køkkenets kaffekop og i den anden ende bispens magtfulde, betroede og betydningsbærende kåbe. Eller i et og samme værk; det intime broderi og motivet med portene til det hellige Jerusalem. Broderiet gør det svært begribelige nært, det er håndarbejde og det som giver værket åndedræt og liv.

I enkelte værker kombineres skriftlig kommunikation (små tekster med historier eller stemninger fra kunstnerens liv), der jo i sin natur viser hen til noget andet end de skifttegn læseren har foran sig, med visuel kommunikation (broderier, kaffekopper), der primært er sig selv som objekter og eventuelt motivisk relaterer til en eller anden ikonografi. Den mulige betydning af dette greb, er en erkendelse i mange lag.

Der er ikke en pædagogisk og entydig logik i denne personlige pilgrimsvandring, men en række nedslag og fortolkninger. Nogle steder er grundmaterialet dybt personligt, andre steder er det fælleskendte, som møder os først. Men det er fælles, at nedslagene alle refererer til tanken om en via Dolorosa, en lidelsesvej med 14 stationer. Hos Svalastog tillagt et ”+1” for opstandelsen.

Fødderne er indkapslede i glasset som et spor, en gentagen form. Det er netop de fødder, kunstnerens fødder, som bærer præg af slid og sygdomme, de fødder, der ikke har let ved at gå. Dette aftryk af foden finder hvile i glasset, de mange sko vidner om summen af megen vandring og stiller samtidig en fordring om bevægelse og retning. Glassets underskønne farver forfører og fascinerer, hver farve betegner – med behørig respekt for og viden om traditionen – forskellige tilstande.

Skønheden og udførelsen af de mange værker forfører betragteren ind til de mørkere sider, og da værket som helhed rummer elementer af selvudlevering og lidelse, bliver æstetikken det middel, der gør det udholdeligt. Værkerne giver med deres minimale form og æstetiske udførelse afstand til det stof, som hele bestræbelsen kredser om: At berøre netop det som er svært, men væsentligt i livets erkendelser. Og dette gøres gennem en række tilnærmelser, de i udstillingstitlen annoncerede øvelser.