Naturens Øje

20. september 2025 - 18. januar 2026

Karin Lykke

Udstillingen, der er en soloudstilling, udfolder sig i hele vores øvre etage. Her kan publikum foretage en vandring gennem tre zoner, der har hver deres overskrift og tema som billedkunstner Karin Lykke har fokus på at belyse med sin kunst. Som mange andre er hun optaget af at der skal passes godt på naturen og at vi tager stilling til klimaforandringerne. Kunstnerens værker viser natur frem på forskellige måder; som noget truet, som noget mangfoldigt, som noget sårbart.

I zonen Declinity [Tilbagegang] er der bl.a. fokus på vilde planter og gletsjernes afsmeltning i Island samt på vandet og det dybe havmiljø. Med zonen Fragility [Sårbarhed] inviteres vi ind i planternes cyklus og naturlige nedbrydning, ser fjer og æg fra truede fugle, samt en slags dødens kammer hvor bl.a. trafikdræbte dyr er skildret i cyanotypi. Endelig beretter værkerne i zonen Biodiversity [Biodiversitet] om den mangfoldighed af plante- og insektliv, der findes i den ikke-dyrkede vilde natur.

Overordnet ser man den vilde natur under kunstneren lup på denne udstilling, og ofte således at der er zoomet ind på detaljer. Det er natur fra hele landet, og til en vis grad det nordatlantiske område, der har inspireret kunstneren i valget af motiver. Til enkelte værker er der hentet materiale fra Ørnsø, Arnakkekilden og Silkeborg Vesterskov.

Rent teknisk præsenteres publikum på vandringen for en række forskellige udtryksformer, hvor papiret et det gennemgående, såvel med små som i store formater. Kunstneren arbejder med flydende tusch, akvarel, pigment, cyanotypi, grafik, og kombinationer af disse medier, både på papir og tekstil. Der er eksempler på keramik og installation. Flere steder i udstillingen får man også indblik i kunstneres skitsemateriale.

Karin Lykke, f. 1967, er uddannet fra det Kgl. Danske Kunstakademi. Hun bor og arbejder med base i Odsherred. 

nyhedsbrev
Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og få alle nyheder direkte i din inbox.