Den blå laks' rejse

30. april - 19. september 2021
 

Det er et livsværk, der opsummeres i denne store soloudstilling med helt nye værker, hvor billedkunstner Pia Andersen blandt andet eksperimenterer med nye formater og udtryksmedier, parallelt med det mere klassiske maleri. Udstillingens spanske titel er et billede på kunstnerens vej gennem livet: som en blå laks der svømmer mod strømmen.  

Nogle af de nye formater er en række værker i glas, som er udført i samarbejde med Per Hebgaards værksted, andre værker er store keramiske ’krukker’, som er blevet til i nært samarbejde med et værksted i Spanien. Motivisk griber billedkunstner Pia Andersen i flere af sine udtryk tilbage i sit eget oeuvre (hendes tidligere kunst) på den måde, at motivelementer og farver som hun tidligere anvendte, nu optræder i hendes værker på nye måder.   

Udstillingen er bygget op helt konkret til rummene på KunstCentret Silkeborg Bad, hvor den breder sig i de store sale i stueetagen.

Den spanske filmfotograf Pedro Luis Jiménez Arnaiz har skabt en formidlingsfilm om Pia Andersen som vises i udstillingen. Endvidere udgives et rigt illustreret katalog til lejligheden med tekst af den tyske kunsthistoriker, Dr. Elena Sadykova, Berlin.

Udstillingen kan opleves på KunstCentret Silkeborg Bad fra den 30. april - 19. september 2021, hvorefter den i efteråret vises på Kastrupgårdsamlingen.