2015

10. januar – 21. juni 2015

Søren Hjorth Nielsen

Den danske kunstner Søren Hjorth Nielsen (1901– 83) er mest kendt for sin tegning og grafik. Den lidt yngre Asger Jorn omtalte kunstnerens grafik ”som noget af det bedste i Danmark”. Sideløbende med sin grafiske kunst udvikler Hjorth Nielsen sit maleri. I motiver med landskaber og billeder af byen arbejder han mod en fast billedopbygning, der opløser motiverne i lodrette, vandrette og diagonale elementer - på samme måde som i grafikken. Se mere

17. januar - 19. april 2015

Abrahams Børn

En kunstinstallation skabt af Jens Galschiøt. Med dette debatskabende værk sætter kunstneren fokus på dogmer i de tre monoteistiske religioner; kristendommen, islam og jødedommen. Den monumentale kobberskulptur er 3,5 meter høj og består af bogstaverne i FUNDAMENTALISM. Den indvendige side af installationen viser et udvalg af mørke og vanskelige citater fra de tre religioners hellige skrifter, den udvendige side viser et udvalg af lyse og positive citater.
Se mere

3. januar – 19. april 2015

Anna Klindt Sørensen

Oplev farverige og ekspressionistiske malerier i denne soloudstilling med Anna Klindt Sørensens markante værker. Anna Klindt Sørensen (1899-1985) var en oprører både i kunstens verden og i kulturlivet. Hun hørte til en generation af kvindelige kunstnere, som måtte kæmpe for deres kunst med de ofre det krævede. Udstillingen vises i samarbejde med Anna Klindt Sørensen Fond og Rønnebæksholm. Se mere

10. januar – 3. maj 2015

Sanatorium

Fire danske kunstnere samt den tyske kunstner Anka Landtau tager afsæt i stedets fortid som helsebringende kurbad. De griber tematikken an fra en nutidig vinkel, hvor vores forhold til sundhed og skønhed er i fokus. De fire danske kunstnere er Marina Pagh, Karen Kitani Harsbo, Marianne Thygesen og Linda Lammert Lildholdt. Se mere

25. april – 23. august 2015

Transformation

Bettina Winkelmann med tysk og Nurith M. Lumer-Klabbers med israelsk baggrund har levet i Danmark i mange år. Men de bærer på en arv efter 2. verdenskrig, hvor traumer, stigmatisering og kulturarv fra hhv. Israel og Tyskland er i centrum. Sammen har de udviklet en udtryksform, hvor de arbejder lagvist og transparent ved hjælp af lærred og plexiglas. Se mere

1. maj – 30. august 2015

Heerup og Sylvester - Vidunderlig hverdag

Udstillingen er et møde mellem to folkelige og folkekære kunstnere i to generationer. Den består af malerier og skulpturer af henholdsvis Henry Heerup og Leif Sylvester. Det er hverdagen som motiv: Mennesker, dialogen imellem dem, det arbejdende menneske, dyrene og naturen. Både Heerup og Sylvester er i stand til at se det smukke i det indlysende og almindelige. De er ikke bange for gentagelsen eller genkendelsen i motiver som naboens hund og en god kaffetår. Gennem kunsten bearbejder og spejler begge kunstnere hverdagen og gør den til deres egen. Arrangeret i samarbejde med Heerup Museum i Rødovre. Se mere

27. juni - 30. august 2015

Billeder fra Iran II

En række iranske børnebogsillustratorer præsenteres i denne udstilling, der omfatter ca. 75 værker, skabt af omkring 40 iranske tegnere og illustratorer. Initiativet er taget af en gruppe danske børnebogs-illustratorer og Selskabet for børnelitteratur, og vil turnere rundt i landet. I 2007 viste KunstCentret Silkeborg Bad ”Billeder fra Iran I”, og den var en stor øjenåbner til en anden kultur for det danske publikum. Se mere

14. maj – 6. september 2015

Psykedeliske Landskaber

Billedkunstner Birgitte Lund skaber en totalinstallation med sine malerier i den centrale søjlesal. Publikum vil vandre i et åbnet malerisk landskab, der giver plads for såvel forestillinger om natur som erindringer og naturen lige udenfor. Hendes fortrinsvis abstrakte maleri er ofte serielle forløb, og her foldes det for alvor ud. Et mindre rum er dedikeret serien ”Psykedeliske landskaber”, som er værker på papir.
Se mere

12. september - 13. december 2015

ARTAPESTRY4

International triennale med deltagelse af kunstnere fra hele Europa, udvalgt af en jury. Det centrale er de mange udtryksmuligheder, hvor væverne eksperimenterer med såvel nye materialer som nye vævemetoder.

31 tekstilkunstnere fra Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Frankrig, Tjekkiet, England, Skotland, Belgien, Polen, Østrig og Finland deltager i udstillingen. Inden udstillingen kommer til Silkeborg, har den været vist i Finland, Tyskland og Østrig.

Se mere

5. september - 20. december 2015

Nordisk Bronze

Billedkunstnerne Bodil Dam, Jytte Høeg og Stinne Teglhus har dannet gruppen Cire Perdue. Det tekniske fokus er bronzestøbning med cire perdue–metoden. De arbejder på hver deres måde med afsæt i et figurativt formsprog. På udstillingen præsenterer hver deres skulpturelle værker samt flere fælles værker. Undervejs tilrettelægges en levende workshop, hvor publikum på stedet får indblik i selve arbejdsprocessen, fra skitse og afformning til støbningens forskellige faser. Se mere

5. september 2015 - 3. januar 2016

Peter Lundberg - Just Memories

Udstillingen er centreret omkring tegninger og disse tegninger som øjenåbnere til den motivverden, Peter Lundberg arbejder med i sine malerier. Udstillingen omfatter tuschtegninger, akvareller og oliemalerier, som ikke tidligere har været udstillede. Dertil en mindre afdeling, der skuer bagud gennem 40 års arbejde med billeder. Se mere