Jordens Spejl

Jordens Spejl

Udstillingen præsenter kunstnerens fotografi, som er stærkt inspireret af skønheden i naturfænomener. Det kan for eksempel være vandets evne til at spejle og reflektere omgivelserne, der kan være geologiske fænomener som et floddelta eller blot farvekontrasterne mellem mos og aflejringer fra jernholdigt vand.

 

Hendes fotografi kan – med henvisning til udstillingstitlen - opfattes som et spejl af naturens mangfoldige former og reflekser. Dog må man ikke overse, at fotografen selv foretager mange afgørelser undervejs om blandt andet farver, bløde kontraster og skarpe billedafskæringer. En del af hendes fotografier billeder har en næsten mystisk tone, idet hun lader detaljen få så meget opmærksomhed, at det oprindelige motiv glider i baggrunden til fordel for skabelsen af et nærmest abstrakt billedrum.

Fotografierne er optaget i Mexico, Frankrig, Danmark og andre steder kunstneren har besøgt.

Martha Velázquez Keller, f. 1955, er mexicansk statsborger. Hun har siden 1981 været bosat i København. Som freelancefotograf har hun gennem årene udført opgaver for bl.a. tidsskrifter, pressen, arkitekter, designere og Forlaget Saxo. Filmmedier har hun også haft fat i , da hun i 1997 med Solnik Film skabte ”Marcahuasi”, en dokumentarfilm om gådefulde sten i Andesbjergene.

Gennem 15 år frem til 1997 arbejdede Martha Velázquez Keller for Rungstedlund. I forhold til hendes fotografi kan det nævnes, at hun personligt stod bag de smukke blomsterdekorationer som museumsgæsterne altid møder på Karen Blixens Museum. Blomsterdekorationerne blev også foreviget, idet Haveselskabets Forlag i 1995 udgav en bog om dekorationerne med Velázquez' egne fotografier af dem.

Siden har Martha Velázquez Keller arbejdet med forskellige job på det kulturelle felt. Hun var i perioden 1997-2000 daglig leder af kunster refugiet Fundacion Valparaiso i Spanien og efterfølgende har hun i nogle år arbejdet med kulturelle anliggender i flere mexicanske sammenhænge.