MYTE, MARIONET & MENNESKE

Udstillingen, der er støttet af Nordisk Kulturfond, er blevet til i samarbejde med Silkeborg Internationale Dukketeaterfestival / Festival of Wonder.

Uanset om vi taler værker inden for dukketeater, installation, film eller animation, har de deltagende dukkedesignkunstnere, Lisbeth Narud, Iida Vanttaja, Joakim Zacho Weylandt og Arne Högsander, alle inden for de seneste ti år vist et meget højt kunstnerisk niveau.

De nordiske kunstnere har erfaring fra blandt andet produktion af dukker til traditionelt marionetteater og til kunstværker, der gør brug af mere eksperimenterende udtryksformer.

Arne Högsander: Marionetter
Arne Högsander: Marionetter

 

Arne Högsander (Sverige) er blandt et stort publikum kendt for sine marionetdukker til en række større tv-produktioner for Svensk Tv, herunder til filmen Fanny og Alexander (1983) instrueret af Ingmar Bergman.

Högsander er også hovedmanden bag en række marionetdukker til opsætninger på Operaen, Dramaten og Stockholms Stadsteater.

 

Joakim Zacho Weyland: Dykkerne
Joakim Zacho Weyland: Dykkerne

Joakim Zacho Weylandt (Danmark) designede marionetdukkerne til Anders Rønnow-Klarlunds prisbelønnede film STRINGS. I udstillingen præsenterer Weylandt en række skitser og arbejdstegninger, animationsmodeller og sort/hvide fotografier, der giver et visuelt indblik i processen bag fremstillingen af marionetdukkerne.

Denne prisbelønnede fantasy-film skildrer et mytologisk univers, hvor helten, den unge pris Hal Tara foranlediget af et afskedsbrev fra hans fader, drager på en skæbnesvanger rejse mod landets fjender Zeritterne. Prinsen er overbevist om, at dette folk har dræbt hans far, men sandheden om faderens død viser sig at være mere kompliceret end som så.

I udstillingsperioden vises filmen STRINGS to gange om dagen i et rum indrettet specielt til dette. Herudover er det også være muligt at se filmen "Bag om Strings" på tv-monitor.

 

Lisbeth Narud: Marionet
Lisbeth Narud: Marionet

 

Lisbeth Narud (Norge) tager i sit arbejde udspring i den nordiske mytologi og i myten om, hvordan mjøden, den drik, der giver poetisk kunnen, kom til guderne i Asgård og derfra videre til mennskene.

Den nordiske mytologi har et andet verdenssyn end vort nutidige - begreberne "det gode" og "det onde" er ikke centrale, det er derimod vigtigheden af opretholdelsen af balancen mellem gudernes og jætternes magt.

Naruds figurer er en visualisering af de mytologiske gudefigurer fra den gamle, hedenske tro.

Skuespillerne giver liv til figurerne og giver dermed også liv til myten - fortællingen.

Således bliver myten, marionetten og mennesket forenet i et udtryk.

 

Iida Vanttaja med dukke
Iida Vanttaja med dukke

Iida Vanttaja (Finland) arbejde med skikkelser fra mytologier verden over, ofte tragiske og lidenskabelige skikkelser, der vælge at dø frem for at svigte deres idealer. Det er dog ikke de heroiske skikkelser, der optager Vanttaja, men snarere de meget menneskelige personer, ofte naive og ikke særlige heldige i deres valg af handlinger.

Nogle af Vanttajas skikkelser er fra den antikke græske mytologi, andre fra det finske helteepos Kalevala, andre igen kommer fra folkeeventyrernes verden, disse skæbner, vi alle kender, og som står for os som symboler på tilstande og konflikter, der går igen generation efter generation.