Livets Træer. Kunst - Kultur - Natur

Løsningsforslag til de gådefulde træstykker:

Den runde stok med kugleformede ender er af en fagmand blandt gæsterne blevet identificeret som en barkspade. Der mangler et jernbeslag, der løsner barken fra veddet. Mørkfarvningen af træet stammer fra harpiks fra nåletræer.

Den anden genstand (i meget tungt træ, tværsnittet let trekantet, med gennemboringer) er ikke blevet sikkert identificeret.

Træmuseet i Oddense kan i dag oplyse, at stykket er af bøgetræ, der sandsynligvis har været lagret i linolie i over et år for at hærde det. Lagringen har så også gjort stykket usædvanlig tungt. Stykket er en reservedel, for det bærer ikke spor efter slid eller brug. Det er muligt, at stykket har været fremstillet til brug i bremser til kulkraner, lignende stykker har været omtalt i forbindelse med Kulkran 1 og 2 i Randers.

De indkomne forslag fra publikum er mange og varierede. Her er et udpluk:
- en trampe til en vævestol
- en fodpedal til et orgel
- en plejl (et tærskeredskab), en engelsk plejl er også foreslået
- en del fra en gammel høstmaskine
- en del af et skibsror
- en del af en bismervægt
- en målestok
- et bordben, også en støtte til et udtræksbord

Træet er foreslået som poggenholt, som bøgetræ, det er også foreslået, at dets tyngde skyldes, at det stammer fra en langsomtvoksende træart.

Genstandene er udlånt af:

Træmuseet

Museum for træbearbejdning

Oddense nær Spøttrup

Vi modtager fortsat gerne forslag på KunstCentrets mailadresse sb@silkeborgbad.dk

Sommerens store, tværfaglige temaudstilling

For tredje gang afholder KunstCentret Silkeborg Bad en tværfaglig temaudstilling. Første temaudstilling i rækken var Fuglefri i 1998 - mange vil stadig huske den tydeligt - anden store udstilling var Vandskel i 2002.

Denne tredje udstilling har træ som tema, både træet som motiv og træ som materiale.

Træ og skove er en forudsætning for liv på jorden. Træ er en kilde til historien og til fremtiden, træ er et levende materiale, og mennesket har altid fundet næring i træet såvel fysisk som åndeligt. Kunstnere har igennem årtusinder fundet inspiration og motiv i dette organiske materiale.

Udstillingen LIVETS TRÆER. KUNST – KULTUR – NATUR indbyder den besøgende til et stort udbud af kunstneriske oplevelser og viden om træ. Med den tværfaglige udstillingsform ønsker vi at vække kunstneriske oplevelser hos et bredt publikum. Vi byder således velkommen til, hvad vi håber må blive en vedkommende og usofistikeret tilgang til kunst samt den nyeste viden om træ.

Udstillingen er struktureret over tre-delingen: KUNST, KULTUR, NATUR. Disse hovedfelter vil møde publikum i form af en struktureret helhed, hvor det på én gang er intentionen at engagere, underholde og give indsigt i træ og dets brug.

Livets Træer: Kunst

Kunst, arkitektur og møbeldesign

Kunstnere fra ind- og udland udstiller og skaber nye værker til udstillingen inden for såvel billedkunst, land art, skulptur, møbeldesign som arkitektur. Også enkelte afdøde kunstneres markante værker er indplaceret i udstillingen. Alt efter temperament og kunstnerisk sigte har mange af de nulevende kunstnere valgt at arbejde i såvel ubearbejdet træ som i artificielle materialer. Flere af værkerne indgår i en tværfaglig sammenhæng med andre temaer. Eksempelvis arbejder værker fra land art tydeligt sammen med elementer fra arkitektur (værk af Lars Vilks). Ligeledes er der 'cross-over' mellem billedkunst og land art (værk af Alfio Bonnano).

Nulevende billedkunstnere og billedhuggere repræsenteret med værker er: Lars Abrahamsen, Thomas Andersson, Karen Birch Bunten, Jens Bohr, Alfio Bonanno, Karina Chechik, Povl Christensen, Stuart Frost, Walther Green, Ida Guldhammer, Mikael Hansen, Ole Hertz, Søren Koefoed, Antanas Moncys, N. Mølgaard Andersen, John Olsen, Outsize Gruppen (Kristian Vodder Svensson, Andreas Stoubye Johansen, Yngve Riber og Dan Jensen), Niels Rahbæk, Jørn Rønnau, Naomi Siegmann, Frede Troelsen, Lars Vilks, Bror Westman, Inge Lise Westman og Gitte Winther.

Frede Troelsen: relief

Fot: Mogens Winther

Arkitektur

Træet som organisk materiale har mange fremragende kvaliteter, som gør, at mange dygtige danske og udenlandske designere og arkitekter søger at udvikle værker i træ. I det 20. århundrede er en lang række arkitekter og designere i Danmark blevet anerkendt såvel herhjemme som i udlandet for deres unikke design, og ikke mindst naturens former og træ som materiale har været et essentielle elementer for formgivningen. 

Takket være computerteknologiske landvindinger, øget viden om træets egenskaber samt formgivernes evne til at tænke innovativt og i menneskers behov, udvikles der også i disse år unikke designprodukter og bygningsværker. I relation til dette, er vi glade for at kunne præsentere modeller og dvd-præsentationer af en række nyere unikke træbyggerier. Således er vi glade for at kunne introducere til nogle anderledes og oplevelsesrige udstillingsrum, der hhv. præsenterer arkitektur af japanske Kengo Kuma og danske schmidt hammer lassen. Begge arkitektfirmaer har opnået internationale priser for deres materialebevidsthed. Også i denne del af udstillingen bliver tværfagligheden et væsentligt element; schmidt hammer lassen præsenterer eksempelvis et meget anderledes udstillingsrum et såkaldt ‘Transformation by ...' rum, hvor der er 'cross-over' mellem installation og arkitektur.

schmidt hammer lassen: Kulturhuset i Nuuk (1994-1997).

Copyright foto: Peter Barfod

Møbeldesign

I denne del af udstillingen præsenteres en række unge møbeldesignere, hvor formerne ofte er radikalt anderledes, end hvad vi er bekendt med fra klassisk dansk møbeldesign. Nutidige designere repræsenteret i udstillingen tæller blandt andet: Hans Sandgren Jakobsen, Strand & Hvass, KOMPLOT, schmidt hammer lassen, Carlo Volf, Kasper Salto, Hans og Lise Isbrand, Per Borre, Zaha Hadid og Ray & Charles Eames. Her er tale om de lidt mere skæve, skøre og til tider grænseoverskridende møbler, som gør en forskel. Akkurat som Arne Jacobsens stol Myren gjorde en forskel i 1952, da den blev udviklet som Danmarks første industrielt massefremstillede stol. Flere møbelklassikere har også fundet vej til udstillingen, herunder stole af Børge Mogensen, Hans J. Wegner og Arne Jacobsen mfl., og virker her ikke mindst som en kontrastering til de nutidige møbeldesigneres stole.

 

Carlo Volf: Stick (2000). Stolen er opbygget af 12 pinde samlet omkring et stålbeslag.

Foto: Carlo Volf.

Livets Træer: Kultur

Kulturhistorie

Denne udstillingsdel introducerer publikum til en række “emner” med nogle lære- og oplevelsesrige tyngdepunkter. Her er eksempler på træspil og træskibe, begge dele i såvel lille og stor format. Flere steder i udstillingen får publikum mulighed for at interagere med udstillingselementerne.

 

Anders Gammelgaard: Eksperiment II (2001)

Foto: Anders Gammelgaard

Innovation
Inden for træindustri og design forskes der ivrigt og til stadighed i træets materialeegenskaber til brug inden for såvel bygge- som møbeldesignbranchen. I denne sektion præsenteres et nyere forskningsprojekt, hvis bagmand er af Anders Gammelgaard, lektor fra Århus Arkitektskole. De tektoniske eksperimenter fremstår som enkle unikke objekter, og deres tilblivelsesproces belyses via supplerende tekster og fotografier. Tilsammen vidner disse objekter om forskningsprocessen og giver den besøgende et indblik i, hvad der sker under udviklingen af et materiale; dvs. specifikt krydsfinerens materialeegenskaber og æstetik. Publikum får således en enestående mulighed for at få indblik i enkle, men også avancerede metoder, som gør det muligt bøje træet til unikke former.
 

 

Livets Træer: Natur

Hvor meget vand drikker et træ? Dette og en række andre lignende spørgsmål belyses i en særlig sektion af udstillingen tilrettelagt i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen/ Silkeborg Statsskovdistrikt. Her synliggøres nogle fundamentale dele af træets biologi og ikke mindst den skønne park, som omgiver KunstCentret. Det står således publikum frit for at nærstudere stedets botanik, oversavede træstammer af forskellig art og at høste viden om silkeborgensiske skoves karakteristika.

For nogle vil det være eksisterende viden, for andre oplysende at få klar besked om de mest almindelige skovtyper og træarter i Danmark. Naturvejleder Jan Kjærgaard står endvidere i løbet af udstillingsperioden for en række  vandreture, hvor der stilles skarpt på træer. Nogle af turene vil foregå med udgangspunkt fra parken ved KunstCentret Silkeborg Bad, andre i det fine arboret "Arboretum Paludosum" som findes mellem Aqua, skovdistriktets administrationsbygning Vejlsø og Remstrup å i Silkeborg.