Ambiente

Ambiente

Nedenstående er en redigeret udgave af teksten til den folder, som er udgivet i forbindelse med KONTEKST's udstilling på KunstCentret Silkeborg Bad.

Teksten er forfattet af Lene Marie Dideriksen, cand mag. i Kunsthistorie og Religionshistorie og Mary-Ann Kromann-Andersen, cand. mag. i Religionshistorie og Køn, kommunikation og kultur.

 

Det ambiente landkort


Når kunstnere lader sig inspirere af den nære natur indskriver de sig i en klassisk nordisk, kunsthistorisk tradition. Det er som et greb. Man kan lade sig inspirere af naturen.
Det særlige eller specifikke ved Marianne Thingholm, Ralf Mabillon og Bjørn Kromann-Andersen er at de inddrager naturen som sig selv i et forsøg på at systematisere eller kortlægge den.
Kunstnerne møder altså sig selv og hinanden i kortlægning af natur, orden og kaos.

Konkret ses kortlægningen i f.eks. Mariannes detaljerede op- og nedture i bladets konturer men også i selve opsætningen af friser, relieffer og felter. Marianne kortlægger omverden, det ambiente, i kategorier eller ”plamager” af tilsyneladende meningsfyldte sammenstillinger. Kategoriseringen har ikke til hensigt at føre til det vi normalt forstår ved det systematiserede i klassisk naturvidenskabelig forstand.
Der er en anden orden på spil, en alternativ orden, for ifølge gængs videnskabelighed og logik har en håndvask (som var en fremtrædende renlighedsfigur på kurstedet Silkeborg Bad) og et blad ikke rigtig noget med hinanden at gøre, andet end som repræsentanter for kultur og natur, altså som en art polariteter.
Men Mariannes værker får os til at overveje om den orden, vi er vant til at tænke i, er den eneste?! Når systematikken er så veludfoldet som hos Marianne, bliver kunsten så at sige rummet og vise versa.

Kortlægningen hos Ralf foregår udfra et kropsligt og landskabsmæssigt perspektiv. Dette ses bl.a. når ribbenenes formation, form og farve bliver landskabets dalsænkning, og landskabets ro bliver kroppens meditative pause.
Kortlægningen foregår altså på to måder: Landskabet flytter ind i mennesket, og der viser sig en indre geografi og geologi, men samtidig flytter mennesket ind i naturen eller smelter sammen med naturen. Der opstår imidlertid enhed frem for grundlæggende forskellighed eller fremmedgjorthed.

Vi er ikke væsensforskellige fra det naturlige, men selv tilfældig kemi! Både på det mikroskopiske og det makroskopiske plan.

Billederne er opbyggede af moduler, og dermed er tilfældet sådan set frigjort, for billedet leger med muligheden for at der kan flyttes rundt på felterne. Billedskaberens kontrol manifesteres imidlertid, når billedet fikseres og fremvises; når det fremtræder færdigt for vores øjne med sine kontrollerede og mere tilfældige felter.

Bjørn kortlægger barndommens indre og ydre landskab, og tidsperspektivet manifesterer sig i Bjørns installationer, når det ”før-voksne” univers i skovene modstilles med den voksnes ånd i bur!

Vi er tilbage i barndommens land med myriader af spruttende og kvækkende frøer og en solitær og ophøjet hare, men det er alt sammen nu oplevet med den voksnes bevidsthed.
Illusionen om skov repræsenterer altså den første natur, naturen som det spontane og umiddelbare, men også den anden natur. Det sker når skoven rykker indenfor på Silkeborg Bad. Når skoven rykker ind bliver den kultur – ligesom vi for længst er blevet kultur.

Erindringen af den spontane natur er fastholdt i illusionen, samtidig med at installationen insisterer på at være materiale bestående af artefakter. Dette tvinger beskueren til at se med et dobbeltblik, altså på én og samme tid at se illusionen om, hvad man ser, og det man rent faktisk ser. Man kunne sige, at erindringen er lyssætningen på værket.


Bjørn systematiserer og kortlægger altså forskudte barndomserindringer, som vel også kan betragtes som noget ambient, noget vi ”omgiver” os med, og skaber dermed et følelsesmæssigt og mentalt landkort eller geodætisk kort.


Gæsteudstiller Ina Olsen medvirker i udstillingen med bl.a. dette maleri.