Silkeborg Vandkuranstalt

Den helt nye kuranstalt åbnede i 1883 i naturskønne omgivelser, og det blev begyndelsen til Silkeborg som kurby. Der kom kurgæster fra hele landet, og ad åre også fra de nordiske lande. Her kunne de nyde nogle uger i kompetente hænder og i afslappende omgivelser.

Kurbad i 100 år
I byen havde papirfabrikant Michael Drewsen allerede tidligt haft øje for ideen. Det blev dog efter hans død en kreds af læger m.fl. som fulgte ideen op, og i 1883 lykkedes det at åbne Silkeborg Vandkuranstalt på et stykke jord, man havde lejet af staten for en i første omgang 50-årig periode. Kurstedet blev en succes fra starten, og man måtte udvide flere gange. Vandet fra Arnakkekilderne indgik i de badebehandlinger, som kurbadegæsterne kunne underkaste sig. I 1919 skiftede man navn til Silkeborg Bad. Man modtog gæster med "livsstilssygdomme", foruden gæster med mindre farlige sygdomme samt rekonvalescenter. Kurbadet nåede at virke i 100 år, før det definitivt lukkede i 1983.

Der er flere muligheder for at opleve stedets historie:

Dokumentarisk udstilling om Silkeborg Vandkuranstalt
I Skovvilla findes en stor, permanent udstilling om kurbadets historie. Her kan man få indblik i emner som Arnakkekilden, områdets indretning, badebehandlingerne, lægerne, kurgæsterne, personalet, og kurvandet. Teksterne findes på både dansk og engelsk. Billetter købes i Kurbygningen og gælder både til kunstudstillinger og udstillingen om historien.

Gå rundt og oplev området  
De fem bygninger Søvilla, Societetsbygningen, Kurbygningen, Skovvilla og Villa Granly ligger i et fælles parkområde. Parken var også central i kurtiden. Bygninger er i dag renoverede, så de fremstår som i kurtiden. Blot ved at gå rundt og se på bygningerne, kan man fornemme stedets historie. Man kan også besøge Arnakkekilden, som var en af årsagerne til, at kurstedet i sin tid blev etableret netop på dette sted.   

Læs mere om kurstedets historie
Besøgende kan låne informationsark i receptionen om Silkeborg Bads historie, arkitekterne, Anton Rosen, parken, mv.
KunstCentret Silkeborg Bad har også udgivet en mindre bog "Silkeborg Bad. Historie". Den er på 32 sider, illustreret, og har tekst af Tove Hansen. Pris kr. 25,-. Den kan købes på stedet eller bestilles på telefon 86 81 63 29 eller e-mail: reception@silkeborgbad.dk
Hvis man vil vide mere om dengang, der var flere kursteder i Silkeborg, henvises til jubilæumsbogen Silkeborg 1846-1996, Silkeborg Biblioteks forlag, 1996, eller www.silkeborgshistorie.dk

Krigens tid
I perioden 1943-1947 stod driften af kurstedet stille. Først indtog den tyske besættelsesmagt området som militært hovedkvarter. Da krigen sluttede, blev stedet i et par år anvendt til at huse tyske civile flygtninge. Herefter blev kurbadet renoveret og igen åbnet for kurgæster i 1951. Du kan se mere om perioden i Silkeborg Bunkermuseum, der er indrettet i en mandskabsbunker fra 2. Verdenskrig. Det drives af en privat interessegruppe, som holder museet åbent søndage kl. 13-16 samt efter aftale. Se www.silkeborgbunkermuseum.dk

BESTIL OMVISNING

Firmaudflugt, selskab eller skoleklasse?

Bestil en omvisning om Silkeborg Vandkuranstalt eller en af de aktuelle kunstudstillinger. 
 

Se muligheder og priser her

nyhedsbrev
Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og få alle nyheder direkte i din inbox.