Tryksammensurium

7. april - 19. august 2018

 

Tryk ǀ Sammensurium – herfra hvor vi står

Gennem en særlig arbejdsproces, hvor intern kritik og dialog er i højsædet skaber de seks kunstnerne fælles værker. På den måde føjer de noget nyt til det, de hver især kan. 

Fokus ligger på grafiske arbejder, og særlig træsnittet er omdrejningspunkt for det fælles arbejde. Dette kan man rejse med og dette kan man eksperimentere med rundt omkring på kunstnerværksteder i Norden, hvor man også kan bo et par uger. Gruppen har således de senere år haft en række fælles arbejdsophold på kunstværksteder som Hollufgaard ved Odense, ved Kirsten Kjærs Museum i Thy og på KKVs værksteder i Bohuslen, Sverige.    

I udstillingens formidlingshæfte skriver Jeanie Jensen bl.a. om deres gruppe: 

”Det er et unikt arbejdsfællesskab. Det er nok der at vi på det væsentlige adskiller os fra andre grupper. Vi er 6 helt forskellige kunstner, som én, to eller tre gange om året mødes i én til tre uger for at gøre noget med hinanden; måske arbejder vi ved siden af hinanden eller arbejder sammen eller både og. Vi sover, spiser, tager i byen og på ture, går på udstillinger, snakker med hinanden og ikke mindst udforsker vi kunsten. Det er meget intenst imens det står på. Drivkraften er de helt fantastiske øjeblikke der dannes når vi er sammen. Når vi oplever hvordan vi bliver én organisme af individer, der byder ind med hver vores. Derfor er vi.” 

Den løbende arbejdsproces i gruppen er samtidig et kulturmøde mellem de danske og norske kunstnere, som efter mange års tilnærmelser de senere år har formet gruppen MIMWAJ efter bogstaverne i deres fornavne. 

MIMWAJ udgøres af: Marit Tingnes (f. 1938, N), Inghild Sleire (f. 1952, N), Merete Hol Tefre (f. 1953, N), Wencke Weifring (f. 1962, N), Anette Holdensen (f. 1934, DK) og Jeanie Jensen (f. 1962, DK).

Udstillingen Tryk ǀ Sammensurium kan opleves på KunstCentret Silkeborg Bad 7. april – 19. august 2018.