Mine rejser – værker fra Jens Olesens Samling

19. januar 2019 – 22. april 2019

 

Med den kommende udstilling er vort fokus at formidle, hvordan der i kunstsamler Jens Olesens samling faktisk er et særligt fokus på kunst fra adskillige asiatiske lande: Kina, Mongoliet, Nordkorea og Sydkorea. 

Sammen med Jens Olesens bror, kunsthistorikeren Lars Olesen, har vi fået lov at foretage en udvælgelse fra den enorme kunstsamling, skabt af en berejst erhvervsmand og kunstsamler. Det er således 60 udvalgte værker – fortrinsvis maleri, men også enkelte skulpturer, som nu vises frem. Med sit venlige og store udlån deler Jens Olesen generøst ud af den kunstglæde, som har fulgt ham gennem hele livet. Som Mads Damsbo gengiver det i sit interview med kunstsamleren: 

”Ligesom løberen i skoven, der både har friskheden i tøjet og småstenene fra gruset på stien siddende i skoene, sådan har Jens [Olesen, red.] samlet på kunst gennem årene. Den er ligesom hvirvlet op omkring ham i mødet med kunstnerne og undervejs på hans mange rejser. Der har været en smag, en retning, maleriet har en særlig plads hos Olesen. Men det er mødet med verden, med mennesker og med kunstnerne, det hele handler om.”

Jens Olsen har, også med sin familie, rejst en del i Asien og det har sat sig betydelige spor i hans kunstsamling. Dette er helt unikt og har aldrig været vist og formidlet for publikum før, hvorimod han er mere kendt for den store samling af Cobra-kunstnere værker. Udstillingsturneen synliggør hermed eksistensen af en hidtil mindre kendt side af en vigtig privat, dansk kunstsamling med internationalt udsyn.

Der vil endvidere indgå værker af vesteuropæiske og sydamerikanske kunstnere i præsentationen, f.eks. franske Arman Fernandez, tyske Günther Förg og Andreas Golder, som han har erhvervet sig på sine rejser rundt i verden. Ligeledes vises værker af uruguayanske Ignacio Iturria, og danske kunstnere som Kirkeby, Tal R., Kvium mfl. Næsten 40 kunstnere er repræsenteret i udvalget, flere af dem således med flere værker.

Det er en yderst sjælden mulighed for et indblik i en privat samlers store kunstsamling, og vi er meget stolte over den tillid, Jens Olesen viser vore to institutioner med dette generøse udlån. 

Et katalog med Mads Damsbos interview med Jens Olsen samt en tekst af den kinesiske kunsthistoriker Johnson Chang planlægges udgivet i forbindelse med udstillingsturneen. 

De repræsenterede kunstnere: 

Xu Bing, Kina
Bram Bogart, Holland
Alexander Calder, USA
Hu Xiang Cheng, Kina
Chimeddorj, Mongoliet 
Zeong Fang, Kina
Arman Fernandez, Frankrig
Günther Förg, Tyskland
Isa Genzken, Tyskland
Andreas Golder, Tyskland
Wang Guangyi, Kina 
Svend Wiig Hansen, Danmark
Wu Shanz Huan, Kina
Kim Hyon, Nordkorea 
Ignacio Iturria, Uruguay
Per Kirkeby, Danmark
Kan Kulak, Indonesien
Michael Kvium, Danmark
John Kørner, Danmark
Zhen Liangjie, Kina 
Fang Lijung, Kina 
Alexis Leiva Machado (Kcho), Cuba
Feng Mengbo, Kina 
Gao Guang Ming, Kina 
Albert Oehlen, Tyskland
H. Park, Nordkorea 
Tal R, Danmark
Anselm Reyle, Tyskland
Xiaotong Shen, Kina
Qiu Shihua, Kina (Hongkong) 
Hwang Bong Song, Nordkorea
Erik Thommesen, Danmark
Ukendt, Nordkorea
Zhang Xiaogang, Kina 
Jiande Xie, Mongoliet
Chai Xinchuan, (Xinjiang) Kina
Ho K.Y. Zhiang, Kina