Gordon Fazakerley: Södergran-serien

27. april - 26. august, 2018

 

Södergran-projektet blev en årelang passion for Fazakerley. Han læste om den unge digters korte liv (1892-1923), om tuberkulosen, der begrænsede hendes fysik og medførte hendes tidlige død, om den fattigdom hun og moderen endte i og om krigen, der bølgede frem og tilbage i det område af det østlige Finland, nu Rusland, hvor hun levede.
Han nærlæste hendes digte og transformerede hendes ordbilleder over i sit eget billedsprog. 
En anden dimension af Södergran-serien er Fazakerleys fascination af den finlandssvenske diktion, som han bl.a. oplevede i skuespiller Stina Ekblads oplæsninger af Södergrans digte. 
Billederne er malet i olie, som Fazakerley altid gjorde. En nærmere betragtning afslører, at dele af billedfladerne er bygget op af uendeligt mange penselstrøg og minutiøst sammensat af farver fra hele skalaen. Det var Fazakerleys metode, udviklet gennem mange års arbejde i atelieret. Han var uddannet i England, og inspirationen fra hans kendte landsmand William Turners koloristiske eksplosioner ligger lige for.
 
Udstillingen placerer også Gordon Fazakerley i sammenhænge som Drakabygget og den skandinaviske del af Situationismen, som han tidligt var en del af.