Vejen til Moskva - Tekstile oversættelser af Anne Mette Larsen

4. maj - 15. september 2019

 
Den prisbelønnede danske væver Anne Mette Larsen er nu klar til at vise den tredje og sidste del af forløbet "Auf der anderen Seite", som hun i henholdsvis 2007 og 2012 præsenterede de første to dele af. Og nu altså den tredje del. 

Hendes arbejde repræsenterer på én gang et helt unikt globalt udsyn, der er sjældent i dansk kunsthåndværk, og den indadvendte proces med at skabe helt fra bunden - også når dette indebærer en cykeltur på flere tusinde kilometer!  

Inspiration fra de farverige, ornamenterede landbyhuse og fra betonbyggeriernes arkitektur og tyste kulører – som Anne Mette Larsen så undervejs på cykelturene, først i Polen og Ukraine og nu fra Rusland – udgør et afsæt. Hun har som del af sin arbejdsproces nedskaleret denne inspiration til grundmoduler af tern. Disse grundmoduler danner igen udgangspunkt for både de nye mønstre og det farveunivers, man ser i de forskellige væveprojekter fra hendes hånd.

Det nyeste værk er en 10 meter lang frise med titlen Vejen til Moskva. Den er vævet på Statens Værksteder for Kunst i København på væveværkstedets TC-1 væv, en enkelttråd-styret væv der giver stor frihed i mønsterdannelsen. Friserne Datja og Korpus (russisk for ’kolonihave’ og ’boligblok’), er vævet samme sted på en såkaldt ARM-væv. 

Der er mange faser i arbejdsprocessen, blandt andet opbygning af et mønsterbibliotek og en omfattende indfarvning af silke- og papirgarner. For hvert værk indebærer denne proces op til 50 farvebade - en delvis anarkistisk proces, som modsvarer vævningens systematiske lovmæssigheder.  

På udstillingen ses resultaterne, og som Anne Mette Larsen forklarer de dogmer hun sætter op for sit arbejde:  ”Jeg kan godt lide at koge det ned til noget meget enkelt, hvor jeg opsætter nogle begrænsninger for mig selv, men stadig med rig mulighed for at sprænge rammerne, og selvom der er meget styring, så er der plads til overraskelser undervejs”.

Tillige har Anne Mette Larsen i et nyt medie for hende skabt en række farvetræsnit. Disse er bygget op af op til 5 lag ud fra den samme mønsterkonstruktion som er gennemgående i en del af vævningerne. Hun fortæller: ”Processen med trykpressen kan sammenlignes med væveprocessen. Det er en fysisk og systematisk proces, hvor flere lag blander sig, uden jeg kan forudse hvad der præcist sker. Jeg blander farverne pr. gefühl og lader mig overraske. Dertil giver træsnittet mulighed for at se resultater af farveblandingerne lidt hurtigere end i vævningen.” 

Udstillingen omfatter 6 væveprojekter, en række farvetræsnit, en installation og en ny mindre kunstbog om Vejen til Moskva. 

Udstillingen vises i den centrale søjlesal på KunstCentret Silkeborg Bad i perioden 4. maj – 15. september 2019. 

Anne Mette Larsen (f. 1961) er uddannet ved Århus Kunstakademi, Vævning og Maleri i 1999. Hun er bosat i Silkeborg og har udstillet i ind- og udland, bl.a. Polen og Ukraine. I Danmark har hun bl.a. udstillet på Charlottenborg, KunstCentret Silkeborg Bad og Designmuseum Danmark.

I 2011 vandt hun Biennaleprisen, Biennalen for Kunsthåndværk og Design. Hun har stået for flere udsmykninger i Danmark og modtaget adskillige priser og legater. Anne Mette Larsen er medlem af kunstnergruppen Tekstile Illusioner. Hjemmeside: www.annemettelarsen.dk 

Billederne er taget af fotograf Ole Akhøj.

-----------------------------
Se en oversigt over særarrangementer i forbindelse med "Vejen til Moskva" her