Playful Dialogue in Time and Space

14. april - 19. august, 2018

 

Udstillingen er en kunstnerisk dialog og leg mellem Holger Bunk, Lars Ravn, Tong Wang og Helgi Thorgils Fridjonsson og to kunstnere af den ældre generation. Hos den yngre generation på udstillingen, nu selv mellem 50 - 60 år, er der en nysgerrighed og trang til at udfordre sig selv i nye konstellationer. De fire kunstnere mødes igen og igen når det er muligt, og lader deres egne kunst udfordre af, og indgå i samspil med kollegernes kunst. Helt konkret begyndte de i 2006 også at skabe billeder i fællesskab. Det er der også eksempler på i denne udstilling i form af flere helt friske murtegninger.   

Kunstværkerne er i materialemæssig forstand forankret i det, der kan gøres på papir: Trykte eller tegnede i forskellige former. Farverige eller sort/hvide. Tegningen, der traditionelt ofte har været opfattet som et forarbejde til det man forstod ved egentlige værker – oliemalerierne -, udgør på den aktuelle udstilling hovedmaterien. Omvendt er det at vise sin tegnekunst frem slet ikke en sag for den uøvede, men netop for den garvede erfarne kunstner, som ikke ryster på hånden. Han eller hun kan med erfaringens sikkerhed gøre sit anslag med præcision. 

Det er også denne erfaring, der gør, at kunstnerne ganske få dage før en deadline under et sådant stort pres tør binde an med udførelsen af ganske store værker, endda skabte i fællesskab direkte ind i udstillingen.  Kunstnerne her har det til fælles, at der i deres værker findes motiviske holdepunkter, noget genkendeligt som en betragter kan ankre op ved og benytte som fikspunkt for forbindelsen med billedet. De har, trods mange forskelligheder, billedfortællingen – det narrative – som interessesammenfald. 

Billedet og den kunstneriske praksis er en ongoing proces og et åndedræt for den enkelte i denne gruppe, som slet ikke er en gruppe i den forstand, men en kreds af voksne legekammerater. Deres praksis er en måde at håndtere livet og verden på, der som vederkvægende biprodukt leverer en lang række skønne billedfortællinger til omverdenen, så vi gennem disse kunstnere mindes om, hvor mangfoldig verden er på alle planer. 

For Tong Wang er kulturmødet mellem øst og vest en tematik han kontinuerligt bearbejder i sin kunst. Det er ham dybt vedkommende at forene det bedste af kulturerne fra Østen og Vesten. Dertil rummer hans ofte syntetiske værker en dialog med for- og nutid. Som Tong Wang har Holger Bunk en malerisk tilgang til billedet, hvor farverne står som udtryk for det dybeste sjælelige mørke og det lyseste håb. De er nøje udvalgte og afstemte. Holger Bunks billedfortællinger er stærke, eksistentielle, i en dansk kontekst at sammenligne med Svend Wiig Hansens mennesker i limbo. Lars Ravn har gradvist udviklet et personligt visuelt alfabet med en række tegn og figurer. Hans tegninger er typisk præget af flere lag, hvor farven, figurer eller mønstre dominerer i baggrunden og mere figurative elementer styrer i lette streger herover. Samspillet mellem disse skaber et fysisk og mentalt rum med masser af plads. Kunstneren eksperimenterer med nye billedformater i det kinesiske kulturmøde, der er intensiveret ved hans bosætning der de seneste år. Hos Helgi Thorgils Fridjónsson ser man et formsprog som på én gang er helt unikt for netop ham og delikat inkorporerer inspirationer fra det bedste i grafiske traditioner. Motivisk udfolder Fridjónsson et unikt samspil mellem stiliserede dyremotiver fra den nære og naturens verden med kunsthistoriens ikonografi og til dels fælleskendte fortælling. 

Danske J.F. Willumsen skabte da han var mellem 50- 60 år en lang række stærke grafiske arbejder, hvor han behandler temaer som krig (Krigsinvalider, Invasionen), folketyper (Vandbæreren i Taormina, Konerne på Evian marked, Den gamle gadesangerske, Negerpige, Dirigenten) og portrætter (Edith, Borgmester Marstrand, Raadmand Philipsen). Disse og flere originalraderinger kan man se på udstillingen. 

I den enorme understrøm af fortællekraft hos J.F. Willumsen finder de yngre kunstnere stor inspiration. Samtidig spejler de sig i Willumsens hele uforfærdede praksis og trang til - livet igennem – at erhverve sig nye kundskaber om kunstneriske udtryksmuligheder. Qi Baishi var en kinesisk kunstner, kendt for sine finurlige og legende stil i sine akvarelmalerier. Som Willumsen gjorde det blev også han meget gammel og stod som en helt særegen figur på kunstscenen. På udstillingen ser man i reproduktion også eksempler på Baishis arbejder, udført mens han var omkring de 50-60 år.   

At være en moden kunstner indebærer ikke alene erfaringens ballast og de tilegnede kundskaber, men netop også kontinuerligt at holde ilden, nysgerrigheden og evnen til at lege levende, så kunstfrembringelsen forsat har nerve og forbindelse til levet og nutidigt liv. Begrebet homo ludens, det legende menneske, blev formuleret i 1938 af J. Huizinga i hans bog af samme navn. Her argumenterede han for at både myte, ceremoni og kulturfænomener har rod i legen. Og at menneskets overlevelse er forbundet med at kunne lege. Det er dét disse kunstnere også gør. 

Udstillingen ”Playful Dialogue in Time and Space” kan opleves på KunstCentret Silkeborg ad 14. april – 19. august 2018.