Nature Matter

Sergei Sviatchenko: Collage
15. september - 16. december 2018

Kurator: Faye Dowling

Sviatchenko viser en række nye kunstværker, der er baseret på hans studier af både det naturlige og det anlagte eller kultiverede naturmiljø Silkeborg og skovene der. Med særlig fokus på Sviatchenkos collage-serie Secretly, omfavner og transformerer kunstneren landskabet og omgivelserne og indlejrer bygningernes arkitektur i det landskab, der omgiver dem.  

Skabt på baggrund af fotografier som Sviatchenko optog i perioden 2013-14, genfremstiller hans serie Secretly skovene ved at sammenkoble forskellige elementer af natur og konkrete elementer i en form for portræt af den skrøbelige og elegante natur. “Jeg ønskede at nedtone det bekendte og (gen)skabe det glemte”. 

Opbygget for at dække hele bygningsfacaden på 350 m2. er collagen NATURE MATTER et stedspecifikt værk til udstillingsbygningen i Silkeborg, som skaber en surreel og teatralsk forestilling med skovenes stof og det lys som animerer og forandrer det. 

Når man kigger ind i kunstnerens rige bagkatalog, kan man allerede i Sviatchenkos serie For Light and Memory, 2012, se refleksioner, der peger frem mod dette storværk. Også i sin serie Resisting Interpretation’, 2013, flytter han sin undren ind i tusmørket og undersøger naturens transformationer i mørket med voldsomt stærke farver, hentet af jorden selv, men alligevel overtonede og uvirkelige.

Visuelle metaforer, som ofte er defineret af hans både instinktive og beslutsomme afskæringer, sender et ekko ind i de emotionelle beskrivelser. Som det gælder for de poetiske værktitler – er det i balancen mellem viden og naivitet og mellem visdom og barnlig forundring at magien i Sviatchenkos collager bor.

Dette kalejdoskopiske syn findes også som et ekko i Sviatchenkos nyeste malerier, serien Dialogue of Days Silence, 2017, som udfolder en rig drømmeverden af mørke, grønne, dybe brune og røde stænk, trukket ud af skove og søer erindret fra ungdommen. Titelprojektet, serien Nature Matter, 2018, vises også her for første gang og består af store fotografiske collager, bygger op af detaljer fra naturen omkring Ørnsø. 

Teksten ovenfor er et ekstrakt af Faye Dowlings tekst som er trykt i sin fulde længe i udstillingskataloget “NATUR MATTER. Sergei Sviatchenko : Collage”. Faye Dowling er freelance kurator & redaktør, London. 

Om kunstneren: 

Sergei Sviatchenko (f.1952) er en dansk-ukrainsk kunstner som har boet og arbejdet med base i Viborg siden 1990. Hans kunst er blevet hædret med flere monografier, bl.a. Rick Poynors ‘Sergei Sviatchenko: Collages’ (Schleebrügge, Wien, 2014), ’Everything Goes Right and Left if You Want it. Art by Sergei Sviatchenko’, (Gestalten, Berlin, 2012), og senest herhjemme Jørn Jacobsens kunstbiografi ‘Sergei Sviatchenko: JEG ER EN COLLAGE’ (Lindhardt & Ringhof, 2018). Sviatchenko har udstillet internationalt og har udført en lang række udsmykninger for private virksomheder i Danmark, såsom Jyske Bank Silkeborg, Aalborg Universitet i København, Poul Due Jensen Academy på Grundfos og for Magasin du Nord, København. 

"En af de mest indflydelsesrige fornyere af collagen i vor tid." – Gestalten

Sergei Sviatchenko har gennem de sidste 25 år haft adskillige solo- og gruppeudstillinger i både Danmark, USA, Canada og det meste af Europa. Han er uddannet i kunst og arkitektur fra Kharkovs Kunstakademi i Ukraine og har en Ph.d. fra arkitektskolen i Kiev, Ukraine. I 1990 flyttede han til Danmark og har siden boet og arbejdet i Viborg. I 2002 etablerede han udstillingsstedet Senko Studio og kuraterede skiftende internationale udstillinger med unge billedkunstnere, fotografer og videokunstnere frem til 2009. 

Herefter grundlagde han kunstprojektet Close Up and Private, et igangværende fotoprojekt, der giver et nutidigt blik på stil, mode og klassiske detaljer, der ligesom især hans collager har opnået stor international opmærksomhed. 

Udstillingen NATURE MATTER vises i perioden 15. sept. – 16. december 2018. 

nyhedsbrev
Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og få alle nyheder direkte i din inbox.