Ørnsøstien

På en 3 km lang vandretur rundt om Ørnsø kan naturen opleves på nært hold, og ved at tage et par mindre afstikkere, kan du få et godt indblik i kulturhistorien. På trods af byens nærhed er her fred og ro. Undervejs på turen vil du finde nærmere information om søen og dens fugleliv, bygninger og lokaliteter.

I perioder kan stien være oversvømmet ved:
Funder Å, Døde Å og Pøtsø.

Tilgængelighed

Ørnsøstien er primært for gående, da stien ligger i et naturområde, som er relativt sårbart overfor menneskelige forstyrrelser. 

Et fredet område 

Området omkring Ørnsø byder på meget afvekslende natur, fra åbne enge og tætte pilekrat til højstammet skov af rødel og bøg. Søen rummer et rigt fugleliv, som visse steder kan iagttages fra stien. Områdets øvrige dyreliv knytter sig både til søen, åerne, skovene og engene. Blandt andet lever odderen ved søen og åerne. Områdets naturværdier er fredet og beskyttet, så de er bevaret for eftertiden.

Søen og vandmiljøet

Ørnsø er en næringsrig sø på 42 ha og en max. dybde på 10,5 m. Søen har i mange år været stærkt påvirket af okker fra Funder Å. I de senere år er der gjort meget for at mindske udvaskningen af okker til søen, men vandmiljøet bærer stadig præg af at være okkerpåvirket. Vandmiljøet er også påvirket af næringsstoffer fra dambrugene langs Funder Å. Den påvirkning er dog i aftagende.

Kulturhistorien

Søens omgivelser er også rige på kulturhistorie. Silkeborg Bad og tyske bunkers fra 2. Verdenskrig er nogle af de markante bygningsværker. Udover jernbanestrækningen mellem Silkeborg og Herning, har der været jernbane mod Kjellerup/Rødkærsbro, Ejstrupholm og Horsens. De tre nedlagte banestrækninger fungerer i dag som naturstier for gående, cyklister og ryttere.

Læs mere om forslag til vandreture i området her

nyhedsbrev
Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og få alle nyheder direkte i din inbox.